Bae beskriver anerkendelse som mere og dybere end det vi oplever i dagligdagen. Hun opfatter anerkendelse som et menneskesyn og ideal om gensidig ligeværd. Bae mener anerkendelse skal betragtes som en proces, som via kommunikation udvikler samspillet mellem mennesker. Disse samspil har Bae kategoriseret i to typer dialogprocesser, som hun kalder rummelige- og trange mønstre.
· Rummelige mønstre Indlevende, fokuseret opmærksomhed, lyttende, velvillig fortolkning, tolererende, bevægelig rollefordeling, tjekker forståelsen, henter sig ind igen.
· Trange mønstre Uopmærksom eller fjern, usynkroniserende, vurderende, nølende modtagelse, rosende, ensidig rollefordeling.
I de samspilsmåder som kommer til udtryk i de rummelige mønstre, har den enkelte ret til sin egen oplevelse, også uden nødvendigvis at få ret. Bae mener, at børn har brug for modstand og frustrationer for at udvikle sig, men at den voksne skal hjælpe til på sidelinjen. F. eks.: ”et barn, som vil have sandaler på selvom det regner, vil i den anerkendende dialog blive mødt med forståelse for dets lyst til de fine nye sandaler, men i dag er det regnvejr, så du skal have gummistøvler på.” Hvis for mange dialoger kommer til at foregå i trange mønstre, f.eks. pga. travlhed, kan den positive læringsmulighed blive forsømt.
Honneth beskriver 3 sfærer som alle er nødvendige for udviklingen af individets identitet og positive selvopfattelse.
· Private sfære er intime og følelsesnære relationer, i familien, i parforhold og venskaber. Her kaldes anerkendelsen kærlighed. Dette forhold udvikler Selvtillid, og er forudsætningen for overhovedet at indtræde i relationer med andre mennesker.
· Offentlige sfære er staten, offentlige myndigheder og hermed medborgernes demokratiske rettigheder. Anerkendelsen kaldes her almen agtelse, som udvikler selvagtelse, hvilket er forudsætningen for at tage sine rettigheder i besiddelse.
· Sociale sfære er forskellige fællesskaber, både privat, institutionsliv og i fritidsliv, hvor anerkendelsen kaldes for social solidaritet. Når fællesskabet anerkender den individuelles præstationer og bidrag, udvikles selvværd. Dette giver mennesker positive erfaringer med solidarisk deltagelse.
I de forskellige sfærer kan der ske krænkelser, i den sociale sfære kan det f.eks. være i form af ydmygelse, nedgørelse eller ignorering, som kan give skader på individets selvopfattelse.
Bae mener Honneth’s samfundsteori, intet siger om, hvordan man skal arbejde med anerkendende relationer i daginstitutionerne. Det er i flg. Bae vigtigt, at pædagoger er opmærksomme på børns forskellige kommunikationsmåder. Børn skal kunne mestre, at komme i samspil med andre børn og voksne, hertil benytter de sig af forskellige henvendelsesmetoder, som Bae kalder for ”opmærksomhedsmarkører”. Det kan f.eks. være barnet siger navnet eller ”du”, på den person det henvender sig til, det kan pege eller røre ved noget. Udtryk som ”ved du hvad” eller ”skal jeg fortælle dig noget” er også opmærksomhedsmarkører. Tonefaldet kan have betydning og især ved de mindre børn, er nonverbale signaler, i form af kropslige handlinger, dominerende. Med en tydelig samspilsstil opnår barnet lettere fælles fokus med pædagogen, og dermed bekræftelse i forhold til egne indspil, som præger barnet i dets måde at gå ind i samspil med andre børn på. For børn, er det der sker i almindelige dagligdags samspil, det som lægger grundlaget for en følelse af eget værd, samtidig med at de lærer om andres.
Den anerkendende relation handler også om, at forstå barnets medvirken. Følelsen af at få noget til at ske, barnets erfaring om at dets deltagelse, kan ændre noget i et fællesskab, rummer det, Bae beskriver som medlæring, modsat den didaktisk planlagte læring som f.eks. læreplaner, henleder til. Hun mener, den gode læring kendetegnes ved, at foregå i en atmosfære af nysgerrighed, vitalitet, interesse, legende samspil og spontanitet.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar