test

test

Anerkendende relationer

Vi vil i nedenstående beskrive, den norske forsker, Berit Bae’s (Bae) og tyske professor i socialpsykologi, Axel Honneth’s (Honneth), teorier om anerkendende relationer.

Bae beskriver anerkendelse som mere og dybere end det vi oplever i dagligdagen. Hun opfatter anerkendelse som et menneskesyn og ideal om gensidig ligeværd. Bae mener anerkendelse skal betragtes som en proces, som via kommunikation udvikler samspillet mellem mennesker. Disse samspil har Bae kategoriseret i to typer dialogprocesser, som hun kalder rummelige- og trange mønstre.

·         Rummelige mønstre Indlevende, fokuseret opmærksomhed, lyttende, velvillig fortolkning, tolererende, bevægelig rollefordeling, tjekker forståelsen, henter sig ind igen.

·         Trange mønstre Uopmærksom eller fjern, usynkroniserende, vurderende, nølende modtagelse, rosende, ensidig rollefordeling.

I de samspilsmåder som kommer til udtryk i de rummelige mønstre, har den enkelte ret til sin egen oplevelse, også uden nødvendigvis at få ret. Bae mener, at børn har brug for modstand og frustrationer for at udvikle sig, men at den voksne skal hjælpe til på sidelinjen. F. eks.: ”et barn, som vil have sandaler på selvom det regner, vil i den anerkendende dialog blive mødt med forståelse for dets lyst til de fine nye sandaler, men i dag er det regnvejr, så du skal have gummistøvler på.” Hvis for mange dialoger kommer til at foregå i trange mønstre, f.eks. pga. travlhed, kan den positive læringsmulighed blive forsømt.

Honneth beskriver 3 sfærer som alle er nødvendige for udviklingen af individets identitet og positive selvopfattelse.

·         Private sfære er intime og følelsesnære relationer, i familien, i parforhold og venskaber. Her kaldes anerkendelsen kærlighed. Dette forhold udvikler Selvtillid, og er forudsætningen for overhovedet at indtræde i relationer med andre mennesker.

·         Offentlige sfære er staten, offentlige myndigheder og hermed medborgernes demokratiske rettigheder. Anerkendelsen kaldes her almen agtelse, som udvikler selvagtelse, hvilket er forudsætningen for at tage sine rettigheder i besiddelse.

·         Sociale sfære er forskellige fællesskaber, både privat, institutionsliv og i fritidsliv, hvor anerkendelsen kaldes for social solidaritet. Når fællesskabet anerkender den individuelles præstationer og bidrag, udvikles selvværd. Dette giver mennesker positive erfaringer med solidarisk deltagelse.   

I de forskellige sfærer kan der ske krænkelser, i den sociale sfære kan det f.eks. være i form af ydmygelse, nedgørelse eller ignorering, som kan give skader på individets selvopfattelse.

Bae mener Honneth’s samfundsteori, intet siger om, hvordan man skal arbejde med anerkendende relationer i daginstitutionerne. Det er i flg. Bae vigtigt, at pædagoger er opmærksomme på børns forskellige kommunikationsmåder. Børn skal kunne mestre, at komme i samspil med andre børn og voksne, hertil benytter de sig af forskellige henvendelsesmetoder, som Bae kalder for ”opmærksomhedsmarkører”. Det kan f.eks. være barnet siger navnet eller ”du”, på den person det henvender sig til, det kan pege eller røre ved noget. Udtryk som ”ved du hvad” eller ”skal jeg fortælle dig noget” er også opmærksomhedsmarkører. Tonefaldet kan have betydning og især ved de mindre børn, er nonverbale signaler, i form af kropslige handlinger, dominerende. Med en tydelig samspilsstil opnår barnet lettere fælles fokus med pædagogen, og dermed bekræftelse i forhold til egne indspil, som præger barnet i dets måde at gå ind i samspil med andre børn på. For børn, er det der sker i almindelige dagligdags samspil, det som lægger grundlaget for en følelse af eget værd, samtidig med at de lærer om andres.

Den anerkendende relation handler også om, at forstå barnets medvirken. Følelsen af at få noget til at ske, barnets erfaring om at dets deltagelse, kan ændre noget i et fællesskab, rummer det, Bae beskriver som medlæring, modsat den didaktisk planlagte læring som f.eks. læreplaner, henleder til. Hun mener, den gode læring kendetegnes ved, at foregå i en atmosfære af nysgerrighed, vitalitet, interesse, legende samspil og spontanitet.

---

Teori som grundlæg for vores undersøgelse og rapport srkivning

udarbejdet af Emir

Indledning

Samfundets udvikling går i retning af en større individualitet blandt individer, skaber en større og større differentiering og en tydeligere kategorisering af mennesker, der herved danner grundlaget for normalitetsbegrebet i samfundet, som ikke kan rumme alle individer. Normalitet, marginalisering og eksklusion er derfor blevet nøgleord i vores diskussioner i gruppen, både frem mod og under vores rapportforløb.

I kraft af vores erfaringer fra vores respektive praktikker, samt temarammen for rapporten, blev vi enige om at vores fokusområde ville ligge på det såkaldte busbørn, anbragt på skole uden deres egne ønske , og herved på en måde ekskluderet fra normalsamfundet. Gennem diskussioner i gruppen og vores glubske vidensindsamling, blev det imidlertid klart, at vi blev nødt til at kategorisere vores undren til det såkaldte busbørn i en sfo gruppe.

For at nærme os en endelig fokusgruppe, tog vi udgangspunkt i hvad vi havde oplevet i vores praktikker og vores hverdags praksis. Vi så en tendens til, at busbørn bliver underlagt en pædagogik der lagde op til lidt eller ingen berøring med selv bestemmelse og et meget vanskelig  socialiseringsproces.

Dette skabte stor undren i gruppen, og samtidig en trang til at undersøge hvad der kunne ligge bag denne form for pædagogik og denne beslutning i forhold til at disse børn skulle flyttes så skole så lang væk fra deres vendte omgivelserfor så at de kan blive aktive deltageri normalsamfundet over tid. Hvad var det i samfundet der gjorde, at de børn og unge ikke havde samme muligheder som alle andre jævnaldrende?

Så var linjerne trukket op, og denne undersøgelse  og rapport giver vores bud på, hvad vi mener der er helt essentielt i det pædagogiske arbejde, for at skabe grundlag for inklusion i normalsamfundet.  

Metode valg

Når vi i vores problemformulering skriver, at vi vil undersøge, hvordan vi som pædagoger kan støtte udviklingen og arbejde med inkludition blandt det så kaldte busbørn, er vi nødsaget til at undersøge hvordan sociale kompetencer udvikles. Ministeriet for familie og forbrugeranliggender definerer social kompetence som: Evnen til at danne tilknytning, empati og sociale færdigheder. Vi har valgt at benytte denne definition på social kompetence i vores rapport.

I vores undersøgelse har vi valgt at inddrage Bent Madsens fortolkning af Axel Honneths anerkendelsesteori 3 sfærer for at belyse identitets dannelsens betydning for børns udvikling af sociale kompetencer.

Vi vil inddrage George Herbert Mead’s teori om symbolsk interaktionisme, som Bent Madsen fortolker den. Vi vil benytte denne teori, fordi den sætter mennesket i en position, hvor socialisering og identitetsdannelse er en ikke-stoppende proces og, at man som individ, afhængig af hvilke kontekster man færdes i, permanent dannes som menneske gennem hele livet. Vi vil benytte teorien til at nærme os en ide om, hvorfor det er vigtigt i forhold til vores målgruppe, at integrere  de så kaldte busbørn i forskellige sociale arenaer udenfor skolen og hjemmet, og derigennem skabe relationer der kan ændre barnets livsforløb..

 I vores undersøgelse vil vi benytte Ida Schwartz’ udlægning af pædagogens rolle i forhold til børns udviklingsopgaver. Helt specifikt vedrørende de 4 udviklingstemaer : Selvstændighed – samhørighed – Mestring og personlig mening, sat i forhold til hvad pædagogens opgave er i forbindelse med at støtte udviklingen af disse områder hos disse børn.

Samfundet går i retningen af en større individualitet og blandt individer skabes differentiering, og en tydeligere kategorisering af mennesker.

Denne tydelige kategorisering giver et billede af hvad normalitet er og kan være med til at ekskludere det enkelte individ.

Normalitet forstås i denne sammenhæng som det flertallet af individer gør.

”Det normale liv er det der leves af majoriteten. Det er normalt at bo i en familie, gå i daginstitutioner og skole, have et arbejde udenfor familien og leve et fritidsliv sammen med jævnaldrende” (Bent Madsen 2005) side 120

Begrebsafklaring – Inklusion /eksklusion

Inklusion: Inklusion betyder at medregne, at indbefatte nogen, at omfatte det hele (Madsen, 2005).

Anerkendelse: vi ser anerkendelse som værende en vigtig faktor i inklusion, set i lyset af vores egen proces. Vi ved at der i en anerkendende relation, er en række nøgleord, vi som pædagoger skal kunne mestre:

·         Se barnet

·         Lydhør overfor barnet

·         Empatisk/medfølende overfor barnet. (Poulsen, 1997)

 Eksklusion: ordet eksklusion har to betydninger – At holde nogen ude som allerede er udenfor, og at støde nogen ud som hidtil har været inden for (Madsen, 2005)

Vi ser underkendelse som værende en vigtig faktor i eksklusion, og nøgleordene i denne sammenhæng er:

·         Pædagogen overser barnet

·         Barnet bliver ikke hørt

·         Manglende empati overfor barnet/ Underkender barnets følelser.

Når vi ser på inklusion af børn, bliver dette emne diskuteret på såvel national som internationelt plan.

På nationalt plan har vi serviceloven, der bl.a. står at det lovmæssigt er pædagogens opgave at:

·         At fremme den enkeltes mulighed for at klare sig selv, eller at lette den daglige tilværelse og forbedre livskvaliteten (Lov om social service 2008 § 1, stk. 2).

·         Formålet med at yde støtte til børn og unge, der har et særligt behov for denne, er at skabe de bedst mulige opvækstvilkår for disse børn og unge, så de på trods af deres individuelle vanskeligheder kan opnå de samme muligheder for personlig udfoldelse, udvikling og sundhed som deres jævnaldrende (Lov om social service § 46, stk. 1).

Målet for social inklusion er at skabe en forbyggende pædagogik, som skal slå alle former for eksklusion i normale institutioner og fællesskaber. Individets dannelse ses i sammenhæng med fællesskabets dannelse, hvor målet er at danne et inkluderende samfund af ligeværdige medborgere (Madsen, 2005).

Pointen i social inklusion er at undgå, at udsætte børn for eksklusion fra det sociale miljø, de færdes i. Her er den pædagogiske rolle at danne så mange relationer til samfundet som muligt.

Bent Madsen præsenterer fem processer i social inklusion.

·         Dannelse af fællesskaber er en forudsætning for dannelse af individer. Ifølge Madsen er det pædagogens ansvar, at danne ramme omkring barnets udvikling.

·         Muliggørelse af differentierede fællesskaber.

·         Social deltagelse anses som en grundlæggende forudsætning for læring. Når man bliver fjernet fra en social kontekst, bliver man fjernet fra muligheden for at tilegne sig de sociale kompetencer, som knytter sig til den sociale kontekst.

·         Social inklusion betyder, at de menneskelige og materielle ressourcer skal stilles til rådighed i den sociale arena, hvor barnet lever sit hverdagsliv. Det er professionelle, der skal sørge for, at barnet er i trygge omgivelser og i at få støtte til at danne sociale relationer.

·         Social inklusion er et udtryk for bestræbelser på at undgå segregering (udskillelse) og i det hele taget modvirke alle former for ekskluderende processer i det institutionelle miljø. Det forringer børns udviklings- og læringsbetingelser at være segregeret. Derfor er sociale fællesskaber vigtige for anbragte børn, da de har samme behov som deres jævnaldrende.

Det moderne samfund. Dorte.

I det danske velfærdssamfund hersker der en forstilling om at , den enkelte har ret og pligt til at tilpasse sig den etablerede sociale orden og de forbundne forstillinger om det gode og normale liv, hvor man er i stand til at klare sig selv. Men  uanset om barnet bevæger sig inden for en normal eller socialpædgogisk sammenhæng, vil normalisering og tilpasning altså være det primær krav til barnet. Dette krav er stadig vanskeligt for nogle børn at imødekomme. Her vil dilemmaet blive et  samfundsmæssigt brudlinje. I de seneste år er begrebet som den rummelige folkeskole og den rummelige daginstitution dukket om i den faglige og politiske debat, for, at forsøge på at imødekomme integrationens dilemma. Børns opvækstvilkår kan forståes på baggrund af en samfundsmæssigt brudlinje, som primært adskiller livet i familien fra livet i daginstitutionen. En dobbeltsocialisering. BARN-FAMILIE-SAMFUND. Her skal barnets relationer nu både udvikles gennem forholdet til forældrene og gennem statens instituationer. Her bliver udviklingen i det moderne samfund idag en kæmpe ufordring. Fordi vi netop i det danske moderne samfund hele tiden er nød til ,at omgås fremmede mennesker med en anden social og kulturel baggrund end vores egen. Idag set ud fra det moderne samfund er det dagtilbuddets opgave, at give børn omsorg og understøtte det enkelte barns alsidige udvikling og selværd samt bidrage til, at børn får en god og tryg opvækst" ikke som supplement til hjemmet, men i samarbejde med forældrene. De to socialiseringsinstanser er blevet ligestillet i loven. Ifølge Madsen . siger han, at børn idag tilegner sig nye kompetencer.
* De almenmenneskelige kompetencer: De grundlæggende ressourcer et menneske har(selvtillid, intiativ og handlekraft, evne til at omgåes andre m.m.
* De almene kompetencer: Som rummer færdigheder, vi alle skal kunne i dette samfund( læse, skrive,regne,måske idag også beherske it.
* De jobspecifikke kompetencer.
Ud fra lovens formulering bliver det i dagens danmark de almenmennskelige kompetencer som bliver brikkens nødvendighed for, at blive selvstændigt og social og kunne indgå i forpligtende fællesskaber med andre. Man kan godt sige, at vores danske børn og børn med en anden etnisk baggrund kommer på hårdt arbejde i vores postmoderne samfund.

Rapportens udformning af Susanne

Rapportens udformning

I vores rapport skal der være følgende:

1.     Indholdsfortegnelsen

2.     Indledning

3.     Metodeafsnit

4.     Teorien

5.     Analysen

6.     Konklusionen

7.     Reference litteraturliste

8.     Litteraturliste

Der skal naturligvis være en forside, en bagside og den skal være i en mappe.

Menneskesyn af Susanne

Menneskesyn af Susanne

[1]”Det mekaniske menneskesyn betragter menneskelig udvikling som en rationel proces, man kan planlægge og styre.”

Hvis der er et problem, så må man finde hvorfor det er opstået. Individet skal være i centrum og der skal fokuseres på egenskaber. Mennesket er som en computer, hvis der er opstået en fejl kan den laves igen.

Ud fra et samfundsmæssigt syn er der i vores rapport og emne tale om et mekanisk menneskesyn, fordi Århus kommune har planlagt at gennemfører speciel undervisning for elever, som ikke har danskkundskaber nok til gennemfører og bestå den test som de skal bestå, for at komme tilbage til deres normale skole og klasse. Det er [2]Århus komme som benytter sig af L 594, § 5, stk. 8 i Folkeskoleloven. Kommunen i loven, som gør det muligt at planlægge og styre tosproget børns måde at tilegne sig danskkundskaber.

---

[1] ”Kommunikationskultur” af Susanne Idun Mørch

[2] Århus Kommune

Børn og Unge

Videncenter for Integration